“Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske” indleder Kældermennesket sin rablende monolog i Dostojevskijs Optegnelser fra et Kælderdyb. Syg, ondskabsfuld, utiltalende, men netop menneske. Og dette sidste gør hans nedrige, frastødende, brovtende, på en gang selvhævdende og selvdestruerende – ja, selv læserfornærmende og dog både morsomme og tragiske udgydelser værd at beskæftige sig med 150 år efter udgivelsen.

Kældermennesket skælder ud på alt og alle. Og han hidser sig op. Han er vidunderligt kolerisk i talen direkte henvendt til læseren. Næsten en opsang til alle andre mennesker i grimhed og foragt. Og ikke mindst til sig selv.