Året er 1978. En grønlandsk pige sidder i et parcelhus uden for Ålborg og stirrer ned i en blomstret voksdug. Den danske stat har sendt hende i pleje for at give hende adgang til “en kultur med fremtidsperspektiver”. Men om lidt rejser hun sig op og går. Tilbage mod Grønland. Baglæns gennem tiden. Hun går, men hun er ikke alene. En dansk antropolog følger efter med tasken fuld af analysemodeller og redningsudstyr. Og de går gennem 300 års kolonisering af et land, et folk og dets sjæl; de går og går lige ind til antropologen bliver træt og råber “Hvor skal du hen? Du kan da ikke blive ved med at gå baglæns!” Men pigen svarer “Jeg går ikke baglæns, jeg går fremad mod noget der altid har været”