Når Gerda savnede sin morfar, løb hun hele den lange vej ud til ham. Eller når han savnede hende. Så spillede de regn og torden og bellis i græsset, sne og solsikker og softice. De spillede nætterne mørke og drømmene lyse.

Men en dag blev der stille. Helt stille. Vinden holdt op med at suse, gardinet med at blafre, og fuglene tav i et fløjt. Morfars stol stod på sin plads, men der, hvor han skulle være, var der nu et hul – et tomt morfarformet hul. Gerda var lige blevet 8 år den dag, hendes morfar døde. Sammen med ham var glæden og musikken forsvundet. Lige indtil det magiske klippekort dukkede op.