Asterions Hus er ”Både-og” og hele molevitten! Asterions Hus er både dans og teater. Både for voksne og børn. Både ude og inde. Asterions Hus’ kunstneriske univers er både kompleksitet og banalitet, både humor og patos. Både grotesk skønhed og pågående inderlighed, strittende livsglæde og poetisk larm. Asterions Hus spiller både på turne og stationært. Vi er både danske og internationale. Vi spiller selv, men huser også gerne andre. Vi har en fast kerne og samarbejder med en masse andre. Asterions Hus har hjemme på et sært sted ude på spidsen af Refshaleøen, ved indsejlingen til København, mellem forfald og solnedgang, mastodonte fabriksbygninger og vildtvoksende efeu. Her skaber vi forestillinger i en gammel militær gymnastiksal, byder publikum indenfor i en forfalden bunker og er værter for Annekset – et produktions og kontorfællesskab for kunstneriske sjæle. Asterions Hus skaber projekter med ”hjemløse” teaterfolk fra ind og udland, udvikler nye visioner for fremtidens teater – og åbner dørene for publikum i alle formater. Om sommeren samler vi det hele i en stor teaterfest med den internationale teaterfestival Asteroiden. Asterions Hus har også plads til dig – vi byder dig indenfor og gør vores yderste for at dit besøg bliver unikt og uforglemmeligt.

Forestillinger i salg